Hamburg -
Omkring Hamborg
1: Hansestaden Lübeck
2: Glückstadt
3: Tæt på Hamborg
1: Hansestaden Lübeck
Lübeck er i dag en pulserende kultur- og handelsby med en rig historie og mange tilbud til gæsterne. Lübeck er også berømt ude i verden for sin middelalderlige charme, marcipanen og vartegnet Holstentor.
Byen kan besøges på en dag, til julemarked, på endagsture hen over året eller på gennemrejse. Lübeck er dog også perfekt til et besøg over en lang weekend, hvor man kan dykke ned i byens historie, de mange gode restauranter, de udsøgte indkøbsmuligheder, de hyggelige cafeer eller gåturene på kryds og tværs af den gamle middelalderby.
På trods sin størrelse på 215.000 indbyggere, syntes Lübeck både stor og lille på samme tid. Stor, fordi der er så meget forskelligt at se; fem store kirker, 8-10 markante museer, hundredevis af forretninger og spisesteder.
Men også lille, byen er afslappet og rolig, bygget harmonisk som en overskuelig ø, nem at finde rundt i, trods de mange rundede gader og de knap 90 baggårde. Byens særlige charme gør den til en enestående helstøbt oplevelse.
Turist-Informationen, HolstentorPlatz 1, til højre for Holstentor på vej mod bymidten.
Information og rådgivning om seværdighederne, værelses- og hotelformidling, rundvisninger i byen, internetcafe, havnerundfarter, souvenirs, HappyDay Card, etc.
Tel. 01805 eller 88 22 33 (+49 451 fra Danmark) Åbent dagligt 8-22. www.luebeck-tourismus.de
Der findes et bykort på dansk og svensk i turistinformationen og på mange af museerne. Pris: 1,50€
Byguiden på i alt 124-sider, ”Lübeck Rundum”, går i dybden med shopping, museer, eller fx om kano-udlejning eller hvor den nærmeste golfbane findes. Dog kun på tysk. Pris: 2,90€.
Seværdigheder:
Buddenbrookhuset
Fascinerende litteraturhus, der skildrer Lübeck-forfatteren Thomas Mann i 1929 fik Nobels Litteraturpris. Her skiltes også på svensk og engelsk.
Mengstr. 4 Dagligt 10-17 (jan.- marts 11-17)
Heiligen-Geist-Hospital fungerede fra middelalderen frem til 1970’erne som hospital. Det kan i dag besøges som museum. Har charmerende julemarked.
Koberg-Pladsen, Dagligt 10-17 (okt.-marts 10-16 & man. lukket)
Kulturforum Burgkloster var først kloster, så fattighus, retsbygning, fængsel og nazi-hovedkvarter. I dag findes både permanente og skiftende udstillinger.
Hinter der Burg 2-6 Dagligt 10-17 (okt.-marts 10-16 & man. lukket)
Kunsthalle St. Annen / St. Annen-Museum
Et gammelt kloster med en imponerende samling af religiøse kunstværker, samt hollandske mestre og moderne værker.
St. Annen Strasse, Dagligt 10-18 (okt.-marts 11-17 & man. lukket)
Museum Behnhaus / Drägerhaus
Malerier af Caspar David Friedrich, Edvard Munch, Max Beckman og Lovis Corinth samt en række dygtige lokale kunstnere. Gå en tur i den harmoniske have.
Königsstr. 9-11 Dagligt 10-17 (okt.-marts 10-16 & man. lukket)
2:Glückstadt
Det er en af de stolte danske byer, og en af de flotteste. Grundlagt i 1617 af Christian 4., som Lykstad. Byen skulle være en konkurrent til Hamborg, og den skulle være en uindtagelig fæstnings- og havneby ved udmundingen af Elben.
Indbyggere blev lokket til med handelsprivilegier og religionsfrihed og den var i lange perioder hovedstad i denne del af det danske rige. Først efter krigen i 1864 blev byen sammen med resten af Slesvig-Holsten en del af Preussen.
I dag fremstår den sekskantede, idyllisk beliggende by, som et flot eksempel på den storhed og iværksætterlyst som den danske renæssance-konge stod for. Her er mange intakte, flotte borgerhuse i både italiensk og hollandsk stil. Her er både prægtige og hyggelige gader og masser af arkitektur og stemning.
I Brockdorft-Palais finder man Detlefsen-museet, der skildrer byens og egnens historie. I Wasmer-Palais i Königstrasse 36 finder man en af de mest imponerende barok-dekorationer.Det er uden tvivl det mest bevaringsværdige hus i byen. Herfra regerede danskerne, og det var også her at Danmark i 1807 erklærede England krig, efter at englænderne havde skudt København i sænk. I Glückstadt fungerede det hele endnu. I Wiebeke-Kruse-Turm på Am Hafen 40, er opkaldt efter Christian IV’s elskerinde Wiebeke Kruse. Rådhuset er særligt interessant. Først bygget i hollandsk senrenæssance – det minder om Børsen i København – og blev bygget om i 1872. Der er en række flotte detaljer at bide mærke i.
Se mere på: www.glueckstadt-tourist-info.de/ - der også har en dansk side.
Tourist Information Glückstadt
Große Nübelstraße 31 - 25348 Glückstadt Tel. +49 (0) 41 24 - 93 75 85 - Mail: info@glueckstadt-dm.de
Kulinarisk: Byen har specialiseret sig i sild – på tysk kaldet matjes. Fra juni til september får man alskens silderetter tilbudt på de lokale restauranter.
Ratskeller
En af de store og traditionsrige spisesteder i byen med et stort fiskekort og regionale specialiteter.
Am Markt 4 - www.ratskeller-glueckstadt.net
Restaurant Kandelaber
Her får man fx om efteråret udsøgte vildænder og der er i det hele taget tænkt en del over at menuen byder på specialiteter der følger årstiderne. Dagligt fra 11.30 til 14.30 og igen fra kl. 18 til 24 Am Markt 14 -
www.restaurant-kandelaber.de
3: Tæt på Hamborg
Slottet Gottorp
Nuvel – ikke så tæt på Hamborg at det gør noget. Men det ligger på vejen, hvis turen går med motorvejen fra den dansk/tyske grænse. Det berømte hertugpalads ved udkanten af byen Slesvig er en perle. Med adskillige vægtige samlinger vidner det om slottets historiske rolle som kunstnerisk og kulturelt skatkammer. www.schloss-gottorf.de
Hansa Park
Her findes en lang række af forlystelser for både de mindste og de lidt større. Meget populær hos danske familier. Ligger direkte ved havet i en 460.000 kvm. stor park. Har man først betalt entré, så koster de enkelte attraktioner ikke ekstra. Mange gode underholdningsindslag og ingen behøver at kunne tysk for at have en skæg dag. Køb kombibillet hos Scandlines.
Am Fahrenkrog 1 D-23730 Sierksdorf Dagligt 9-18 (24.03 – 16.10). www.hansapark.de
Eutin
Kun en halv time fra Lübeck ligger rosenbyen Eutin. På slottet findes hver sommer en række koncerter der tiltrækker operafans fra nær og fjern. Se ”Flagermusen” i det fri!
www.eutiner-festspiele.de eller drik øl fra mikrobryggeriet Brauhaus Eutin www.brauhaus-eutin.de hvor også maden er værd at rejse efter.
Badebyen Travemünde har siden 1187 ligget smukt ved indsejlingen til floden Trave og frister med sine 4,5 km. lang sandstrand. Det er her Lübeckerne slapper af. Tag tog eller bus til Strandbahnhof, (tog fra Lübeck Hbf. Eller bus 40) gå tur på standpromenaden eller nyd strandlivet i en 2-personers strandkurv (7€ pr.dag - 2€ pr.time). Badebro og bred sandstrand. Drikkevarer kan købes på stranden. Brænder pengene i lommen, så findes der et Casino i byen.
Travemündes firemaster ”Passat” fra 1907 er et besøg værd. Dagligt 11-16.30/10-17 i højsæsonen. Vinterlukket (nov-påske). Badebyen har mange fiskerestauranter ned langs vandet. Der landes fisk ved kajerne. På toppen af højhushotellet Maritim findes en udsigtscafé med en fremragende udsigt. Sandskulpturfestivalen Sandworld, www.sandworld.de er et must, når man er i byen.